Supervision

“Supervision hjælper til at øge kvaliteten af det faglige arbejde – når man reflekterer over hvad man gør, bliver man skarpere på, hvad man gør. Noget vi ikke har tid til i hverdagen.”

Supervision er altså tid til efterrefleksion, herunder også en reflektion over hvad der sker i os og imellem os i supervisionen. Det at tale om, og mærke, hvad der sker i mødet med eks. patienten, klienten, borgeren, og hvad der sker inde i os er med til at forebygge skadesvirkninger af for høje følelsesmæssige krav. Når der ingen mulighed er for at ventilere det, kan det føre til udbrændthed, stress, aggression og forråelse. Supervision anvendes især som faglig udviklingsmetode blandt psykoterapeuter, psykologer, socialrådgivere og andre professioner, der arbejder med menneskelige relationer i deres arbejdsliv. Det er nødvendigt, fordi det at arbejde med menneskelige relationer er uforudsigeligt og komplekst. Formålet med supervision er at

• Forebygge stress og udbrændthed ved at
• Give den enkelte mulighed for at ventilere og bearbejde de tanker, følelser og kropslige tilstande, som arbejdet med andre mennesker medfører
• Skabe mulighed for at indoptage relevant viden indenfor eget funktions- og kompetenceområde
• Styrke ens fagprofessionelle og personlige kompetencer og tilgang til arbejdet med mennesker

Dermed skaber supervision øget læring, trivsel og nye handlemuligheder.

Når jeg superviserer grupper, er jeg meget optaget af at skabe tryghed i gruppen, så vi får en anerkendende kultur. Det handler bl.a. om, hvordan vi taler med hinanden, stiller spørgsmål og giver feedback. Hvis jeg arbejdet med et reflekterende team i gruppen, er jeg optaget af at hjælpe ressourcerne frem i teamet og hermed supervisanden, så vi i fællesskab finder løsninger. Det fremmer også den kollegiale støtte.

Værdien i at lytte til hele mennesket er stor og meningsfuld. Kroppen fortæller os meget mere om den situation vi står i end bare hovedet – det vil sige vores tænkning og analytiske evner. Jeg har god erfaring med, at den information kroppen opsamler er effektiv, dyb og forandrende. Vi får kun en del af historien fra hovedet, og den er langt fra lige så dybt forankret, som hvis vi inkluderer vores følelser og sansninger.